Kulturen i Koncern IT

Det er vores topprioritet, at vores kollegaer har det godt, når de går på arbejde. Derfor tilbyder vi et væld af muligheder for ansatte i form af faglige udviklingsveje og sociale fællesskaber.

Vi stræber efter at være en moderne og attraktiv arbejdsplads, der forbinder gode udviklingsmuligheder med fleksibilitet og høj faglighed. Dette kommer blandt andet til udtryk i de fire punkter listet nedenfor.

Billede
fire punkter om kulturen: faglig udvikling, sociale fællesskaber, mangfoldighed, fleksibilitet.

Faglig udvikling 
Både medarbejdere og ledere skal kunne indfri deres ønsker om faglig udfordring og udvikling, og derfor har vi i Koncern IT stort fokus på den enkeltes kompetenceudvikling. Vores interne udviklingsprogrammer spænder fra Graduate-forløb, til talentprogram på tværs af ØKF, faglige fællesskaber for SCRUM-mastere og Product Owners med mere. Samtidig gør vi en dyd ud af, at alle medarbejdere skal have adgang til interne og eksterne kurser til at forbedre og udvikle sig på de faglige områder, de brænder for, og som giver faglig mening. De årlige MUS og LUS-samtaler sikrer, at dine opgaver og faglige kompetencer stemmer overens, og de suppleres som hovedregel af løbende opfølgninger i løbet af året på faglig udvikling mellem leder og medarbejder. Derudover arbejder vi struktureret omkring intern mobilitet, som muliggør skift mellem faglighed og afdeling, hvis dine faglige ambitioner ændrer sig undervejs i din karriere hos os. 

Fleksible forhold 
Vi lægger stor værdi i at kunne tilbyde fleksible arbejdsforhold, så arbejdslivet passer sammen med privatlivet. Det betyder helt konkret, at der i samråd med din kontorchef er mulighed for fleksible mødetider, hjemmearbejde op til 2 dage ugentligt, samt afspadsering ved eventuelt overarbejde. Vi arbejder 37 timer om ugen med betalt frokostpause på 30 minutter, og der forventes ikke aften og weekendarbejde.  

Mangfoldighed 
Vi er ikke ens, men det er vigtigt, at vi er lige. I Københavns Kommune arbejder vi aktivt med mangfoldighed, ligestilling og inklusion. Vi har en Ligestillingsenhed, der koordinerer kommunens LGBT+ og- kønsligestillingsindsatser på tværs af kommunens forvaltninger. Vi tror på, at en attraktiv arbejdsplads rummer og anerkender de enkelte medarbejdere for dem, de er, og at forskellighed bidrager til udvikling og høj kvalitet i kommunens ydelser. Hos Koncern IT betyder det bl.a., at vi arbejder med at imødegå biases i ledelse og rekruttering, kønsbalance på de øverste ledelsesniveauer og støtter op om kommunens LGBT+ personaleklub. 

Sociale fællesskaber 
Vi tror på at psykologisk tryghed i trygge rammer bidrager til den bedste opgaveløsning og derfor lægger vi vægt på værdien i fællesskaber både på og udenfor arbejdspladsen. Det giver sig blandt andet til udtryk i vores mange personaleforeninger og den kvartalsvise fredagsbar for hele Fuglebakken, samt mere organisatorisk i vores arbejde med klarere mål og midler for god og tryg onboarding, vedvarende arbejdsglæde og den gode afsked. Lander du som medarbejder hos os på Fuglebakken, kan du se frem til arrangementer på tværs af Økonomiforvaltningen, såsom DHL, sommer- og julefest, KIT-dagen og meget mere. 

Medarbejderfordele i Københavns Kommune

Vis alle

Overenskomstaftaler

Københavns Kommunes struktur er bygget op omkring overenskomster, lokalaftaler og lønpolitikker. I Koncern IT afhænger dit lønniveau og visse rettigheder af den overenskomst du indtræder på, hvilket blandt andet afhænger af din uddannelse. I starten af en ansættelse vil du blive præsenteret for dine rettigheder og vilkår af en tillidsrepræsentant, som du altid kan kontakte ved spørgsmål om overenskomst. 

Barsel og orlov

Som kommunal ansat har du ret til barsel 8 uger før termin og 26 uger med lønkompensation efter overenskomstaftale. I Københavns Kommune opfordrer vi desuden alle ansatte uanset køn og familiesammensætning at tage del i barslen, for at få familielivet til at gå op. Vi ved ikke altid, hvornår der er behov for at trække stikket i en længere periode, og derfor opfordrer vi til åbenhed og ærlighed i den enkelte situation. Orlov og barsel ud over de retmæssige uger aftales med din nærmeste leder. 

Ferieboliger og rabatter

Der tilbydes for alle ansatte i Københavns Kommune en række medarbejderfordele. Du kan som medarbejder blandt andet booke ferieboliger til en fordelagtig pris, tilmelde dig en af de mange personaleklubber, og få rabatter på KK’s webshop. 

Motion og massage

På Fuglebakken finder du motionsrum med badefaciliteter, som alle medarbejdere frit kan bruge. Der er også yoga- og løbeklub. Hvis du hellere vil slappe af end at svede, tilbydes der også massage til en god pris af uddannede massørere fra CityFys.