Fisnik sikrer kommunens systemer mod Sikkerhedstrusler

Som IT-sikkerhedskonsulent i Koncern IT arbejder Fisnik hver dag med at beskytte Københavns Kommunes systemer mod cyberangreb og sårbarheder. For ham er jobbet både meningsfuldt og spændende - og en oplagt forlængelse af hans uddannelsesvej.

Fra studier til første job 

Fisnik blev en del af Koncern IT i foråret 2022, kort efter han havde afsluttet sin professionsbachelor i IT-sikkerhed på Erhvervsakademi København. Forud for det havde han læst til datamatiker. “Efter studiet så jeg tilfældigvis, at Koncern IT søgte en IT-sikkerhedskonsulent, hvilket jeg var så heldig at få,” fortæller han.  

I dag ser han tilbage på en rejse, han beskriver som “virkelig meningsfuld, spændende og lærerig”. Stillingen har udviklet sig meget på blot tre år, og han har også kunnet trække på sin baggrund inden for kodning. 

Fællesskab og vidensdeling 

Fisnik beskriver KIT som en arbejdsplads med mange specialiserede medarbejdere og et stærkt fokus på vidensdeling. “Da jeg startede, fik jeg en rigtig god introduktion til serviceområderne og de andre forvaltninger. Som person er jeg meget udadvendt, så jeg kan godt lide at gå til folk, hvis der er noget. Og det er der rig mulighed for her. Det giver også et tættere samarbejde på tværs af teams,” siger han. 

For Fisnik er det især kollegaerne, der gør arbejdspladsen til noget særligt: “Det bedste ved KIT er de gode kollegaer og de forskellige opgaver, vi løfter på tværs af serviceområderne.” 

En hverdag med mange opgaver 

Som IT-sikkerhedskonsulent arbejder han med en bred vifte af opgaver, alt fra integration af nye fagsystemer i SIEM-løsningen (Security Information and Event Management) til netværksovervågning, antivirus, sårbarhedsscanning og håndtering af kritiske sårbarheder. “Hver opgave kræver nøje opmærksomhed for at sikre, at systemerne er beskyttet mod sikkerhedstrusler,” forklarer han. 

Fisnik arbejder dog med it-sikkerhed meget bredere end blot at sidde og kigge ned i værktøjer. Han har blandet andet været en del af at lave phishingkampagner i kommunen, og han har undervist gymnasieelever i forbindelse med "En dag i Cyber", som er arrangeret af Cyberskills. “Vi lavede blandt andet en phishing-hjemmeside, hvilket ofte bliver brugt til offensiv hacking,” fortæller han. 

Særligt ved at arbejde i kommunen 

For Fisnik er arbejdet i en kommunal organisation både komplekst og spændende: “Du får en omfattende indsigt i kommunens IT-infrastruktur og de mange fagsystemer, der understøtter borgerne. Du skal konstant være opmærksom på potentielle sårbarheder, da de kan have store konsekvenser. Nogle af disse sårbarheder kan være så kritiske, at der skal handles øjeblikkeligt for at undgå sikkerhedsbrud eller cyberangreb.” 

Han oplever også, at systemerne og opgaverne har en særlig tyngde: “De systemer og opgaver, som vi sidder med, har også en helt anden størrelse end hos mange andre. Man får virkelig lov til at arbejde med en bred palette af opgaver inden for IT-sikkerhed.” 

Anbefaling til kommende kollegaer 

Hvis en bekendt overvejede at søge job i KIT, ville Fisnik ikke tøve med at anbefale det: 
 “Jeg ville sige, at det ville være et godt valg, fordi KIT har givet mig plads til at udvikle mig så meget på de lidt over tre år, jeg har været ansat.” 

Om Koncern IT Sikkerhed 

Serviceområdets formål er at sikre, at sikkerhed opleves som en service, som gør forvaltningerne i stand til at tage sikre systemer i brug og anvende dem på en sikker måde. Det skal være tydeligt for forvaltningerne, hvad der er sikkerhedsmæssigt tilstrækkeligt for at løsninger og data i Københavns Kommune kan bruges sikkert.  

Kerneopgaver: Koncepter for risikovurderinger, sikkerhedsgodkendelser, logning, tilsyn og monitorering.  

Uddannelsesbaggrunde: Generalister, Datalogi, Jura, Statskundskab, Økonomi/finansiering/regnskab, Innovation & Entreprenørskab.